MAKEEN Energy støtter HIKC med møbler

MAKEEN Energy støtter med aktivitetsvenlige møbler

Erhvervslivets støtte til det lokale foreningsliv er ikke gået i stå, selv om de fleste har adskillige udfordringer at kæmpe med i den her tid, hvor Covid-19 pandemien stadig er her – omend aftagende. Seneste eksempel er det randrusianske energifirma MAKEEN Energy, som har indgået en sponsoraftale med Hornbæk Idræt & KulturCenter.

Dels bliver der tale om, at MAKEEN donerer møbler og inventar til HIKCs administrations- og E-sportslokaler, og dels forventer MAKEEN at bruge det nye idræt og kulturanlæg på Gl. Viborgvej i Hornbæk til både medarbejderarrangementer, sportsstævner og fester.

MAKEEN Energy’s administrerende direktør Anders C. Anderson ser sponsoratet som et partnerskab, der bygger på fælles værdier og interesser: «For os er sport et fremragende og ofte brugt redskab til at dyrke sammenholdet og det gode kollegaskab i firmaet, og derfor var det oplagt for os at indgå et samarbejde med HIKC, der om nogen gør noget for at samle folk om sportens fællesskab”, siger Anders C. Anderson.

Støtter flere foreninger
Andre lokale foreninger har tidligere modtaget støtte fra MAKEEN, der har bidraget økonomisk til aktiviteterne i f.eks. Randers Volleyballklub og Randers Cheerleaders.

Billedetekst: De cykler stadig på arbejde hos MAKEEN. Direktør Anders C. Anderson tager imod Chris Skjødt og Claus Christiansen

 

Det lokale energifirma har faktisk allerede etableret et firmasportshold, som skal spille bold i Hornbæk ved Randers Firmasports årlige turnering. Den aktivitet glæder man sig til, når der igen bliver givet frit for arrangementer af den art.

Medarbejderne hos MAKEEN har tradition for at deltage i mange sportsbegivenheder hvert år. Udover at være fast inventer ved den årlige DGI-stafet og diverse motionsløb vandt MAKEEN Energy’s cykelhold sidste år førstepræmien blandt virksomheder i Randers i forbindelse med den landsdækkende kampagne ”Vi cykler til arbejde”. Det er således et meget aktivt firma, der kombinerer holdånd og fællesskab med en god portion konkurrencelyst ✔️

At cykle på arbejde betyder konkret, at medarbejderne fra deres bopæl skal bevæge sig til det tidligere Vestas-hovedkontor på Alsvej i Randers SV, hvor MAKEEN Energy flyttede ind ved årsskiftet. Der er 125 ansatte i Randers, og globalt tæller MAKEEN cirka 1300 medarbejdere. Firmaet specialiserer sig i ansvarlige energiløsninger til bl.a. gasindustrien. 

 
Gør andre gode
”Vi er glade”, siger projektleder Peter Thorsen fra Hornbæk Idræt & KulturCenter. ”Selv om vi principielt er tæt på vores økonomiske mål, så ville vi ikke have haft råd til at betale for de arbejds- og aktivitetsvenlige møbler, som vi nu kan installere i E-sportslokalet og administrationen. Der er andre ting, der presser på, og vi glæder os hver gang, når en ny sponsor melder sig til at støtte HIKC. At der så også er tale om et partnerskab, betyder meget for os. På den måde kan vi give noget tilbage og sige en ekstra tak til MAKEEN”.

MAKEEN-direktør Anders C. Anderson kalder samarbejdet for en win-win situation: ”En af vores værdier er ”Make others good” – gør andre gode. Vi tror på, at når vi hjælper og støtter hinanden, så vinder begge parter. For os er det en vigtig del af at drive en ordentlig og ansvarlig forretning”.

Tusind tak for støtten ??

 

Billedetekst: MAKEEN’s direktør Anders C. Anderson og projektleder Peter Thorsen fra HIKC må tage plads i udskiftningsboksen, indtil møblementet i klubben kommer på plads


#EtStedAtVære #HIKCRanders #HornbækForAlle


Er du interreseret i en dialog eller muligheder omkring projektet, gerne din støtte, så tag meget gerne fat i os her!