"Selvom jeg ikke er sports menneske, kan jeg ikke lade være med at glæde mig. Det kan blive så fantastisk et hus fyldt med kultur og kunst og hjernegymnastik", lyder det fra Peder Vagn Poulsen, tidligere mangeårig event-mand hos Sparekassen Krojylland.
Jeg indrømmer det gerne – sport er bare ikke lige mig. En gåtur ned til åen i vores dejlige enge, hvor dyrelivet er mangfoldigt og Gudenåen flyder dovent og fiskene slår smut – det er lækkert. Og jeg møder andre, der også lige er fristet af en mundfuld frisk luft eller ligger på lur for at skyde den senest ankomne fugl med deres kamera og løbere, der løber for livet og ind imellem en cykel, der ikke har problemer med at overhale mig.
Billedtekst: “Et fantastisk dyreliv. Vi boede her, da de åbnede op for Gudenåen og sammen med vander strømmede dyrene også ind. Det var fantastisk så hurtigt, at fuglene tog engene til sig som deres ejendom. Hvilken rigdom af oplevelser, der er hernede”
Fladbro skov ligger også lige for. Et sted, hvor årets gang markeres med farver og blomster og hvor man efter turen mellem de store træer pludselig står øverst på skrænten med et blik over ådalen, der ligger for ens fødder. Og jeg møder hundeluftere behørigt med hunden i snor og morer mig over at se, når de – altså hundene – bliver sluppet lød til socialt samvær i hundeskoven.
Vi bor pragtfuldt herude i Hornbæk. Det er godt for øjet og godt for sindet.
Billedtekst: Og pludselig breder ådalen sig ud for ens øjne. Her smager kaffe rigtig godt og ungerne kan drøne op og ned ad skrænten. Kan man blive andet end i godt humør”
Malerne, lystfiskerne, kortspillerne?
Men hvor vi dog mangler stedet at mødes med andre med samme interesser. Det kan være fotografiet fra engen eller skoven – måske en årlig fotoudstilling om Hornbæk med kirke og sports-skud og natur.
Eller de, der gerne vil lære at male oplevelserne på lærred og skabe deres helt egen oplevelse, som de gerne vil give videre og vise frem.
Eller lystfiskerne, der skal binde fluer og ordne grejet og dele oplevelser om fantastiske fangster, der ville have været rekord, hvis den ikke lige var smuttet af krogen i sidste sekund.
Eller kortspillerne, der melder på et højt plan og altid blander eller nørklerne, der hele tiden slår op og ser livet både på retsiden og på vrangen. Eller en bogcafé, hvor vi bytter vores bøger og snakker over en kop kaffe. Eller…eller
Kan ikke lade være med at glæde mig!
Mulighederne bliver utallige for, at også jeg bliver en flittig bruger af huset – dejligt tæt på, og hvor vi mødes på tværs af interesser.
Måske kan vi inspirere hinanden og måske kan vi lokke nogen med, der trænger til at komme lidt ud og møde andre. Og måske kan der snige sig en smule gymnastik ind, hvem ved. Jeg kan ikke lade være med at glæde mig
Drømmen lever stadig og håber snart, at vi får alt hjem til Hornbæk!