Niels Vinderslev startede sit virke i det små, da han var 17 år. Siden har udvikling været mantraet for ham og har ført til en kæmpe virksomhed og nu hedder det også boliger
Da Niels Vinderslev købte sin første varebil og begynde at handle med grise i det små, var han stadig rekrut i forsvaret. Allerede dengang var udvikling og samarbejde nøgleord. Samarbejdet med landmændene hvor han opstaldede sine grise mod, at Niels og landmanden fordelte afkommet imellem sig og udviklingen med flere og flere grise.
I 1969 købte han gården i Bjerregrav, hvor eksportstaldene nu ligger og i 1988 købte han gården oppe i O. Hornbæk, og der kom og kommer mange flere gårde til over tiden. Der blev også investeret i Tyskland og Rumænien, så virksomheden i dag rækker langt ud over landegrænsen. Men stadig med hovedsæde i Hornbæk.
Billedtekst: Det er en stolt Niels Vinderslev, der viser skitserne til de nye byggerier frem på vores møde på kontoret
Nye seniorboliger
”Vi er nødt til at udvikle os hele tiden. Både som virksomhed og som kommune og som mennesker” siger Niels, da vi sidder inde i mødelokalet og han stolt viser tegningerne frem på den seneste opgave, han har kastet sig ud i.
Nu gælder det udvikling af hans egen bydel – Hornbæk. Og planerne er store. De kommer til at betyde meget for alle i Hornbæk. ”Der skal være plads til alle” siger Niels ”og alle skal have mulighed for at bo i netop den slags bolig, de har lyst til”. Derfor rummer planerne også både seniorboliger og boliger for større familier. Og så udstykkes der 56 parceller, hvor man kan bygge sit drømmehus og lige i øjeblikket er der rift om dem.
Seniorboligerne bliver i to etager med lejligheder i stueetagen og lejligheder på første sal. De vender alle ind mod en overdækket atriumgård, hvor taget kan skydes væk og der skabes et hyggeligt fællesareal. Til byggeriet hører også et fælleshus med værksted og ikke mindst to gæsteværelser og en sal med plads til 50 spisende gæster. De første 32 lejligheder står efter planen færdig i 2026 og anden etape ligeledes med 32 lejligheder i 2027.
Billedetekst: Niels Vinderslev foran byggepladsen flankeret af det store bygge-/0versigtsskilt.
Pyramidehuse, parcel udstykninger og nye fællesarealer
På en anden grund bygges 12 pyramidehuse rundt om et fællesareal. Huse med god plads til familier og udearealer. Og så ikke mindst de 56 udstykkede parceller. Det bliver til 132 nye boliger.
”Det bliver til rigtig mange nye indbyggere i Hornbæk, der kan give nyt liv og sikre, at vi udvikler os” siger Niels Vinderslev ”men det giver jo også lidt udfordringer, hvis de kommunale investeringer ikke følger med. Jeg tænker her især på institutionerne og skolen, men også rigtig meget på de fritidsfaciliteter og muligheder, vi skal tilbyde vores borgere.
Vi har allerede et flot fodboldanlæg og udendørs faciliteter, men vi mangler desperat vores bevægelseshus til alle de andre dele af et aktivt foreningsliv” slutter Niels Vinderslev, der i øvrigt er en ivrig sponsor i hele Randers og naturligvis i Hornbæk.
Billedetekst: Okt. 2025, seniorboliger skyder op hvor 132 nye boliger kommer til i løbet af 2026 & 2027.